Pasta med soltørret tomat-creme

Jeg fik pludselig lyst til noget let og lækkert til dagens aftensmad, eftersom at jeg skal spise alene, da jeg har sendt kæresten til et skolearrangement med drengene. Jeg har stået i køkkenet hele dagen og eksperimenteret med alverdens opskrifter til jer, og derfor skulle det absolut være en nem aftensmad jeg skulle have i aften.

Denne opskrift giver 2-3 portioner af den lækreste og fløjlsbløde soltørret tomat-creme serveret med glutenfri pasta til.

Opskriften tager ca. 20 minutter at lave og opskriften finder du nedenfor.

Husk at tjekke op på om ingredienserne er glutenfri (GF), hvis retten skal serveres for en med cøliaki/glutenallergi/glutenintolerance eller som er glutensensitiv.

Ingredienser:

  • 1 alm. rødløg
  • 2 alm. fed hvidløg
  • 1 glas soltørret tomat (160-180 g drænet vægt) samt olie herfra
  • 1 vegansk madlavningsfløde GF (F.eks. Amo fløde eller Alpro cooking - se billeder nedenfor)
  • 3 dl vand
  • 1 grøntsagsbouillonterning GF
  • 1 spsk. sukker, sirup eller lidt mindre sødemiddel
  • 1/4-1/2 tsk. limesaft
  • 1 tsk. tørret timian
  • Salt og peber
  • 200-300 g tørret pasta GF

Fremgangsmåde:

  • Start med at sætte en gryde med noget vand til at koge
  • Tilsæt herefter pasta og lidt salt i gryden, og lad det koge efter anvisning på pakken
  • Blend (gerne med en stavblender/minihakker) de soltørret tomater sammen med 1/4 dl. olie (fra de soltørret tomater), fløde og 1 dl vand til at det bliver en ensartet men tyk konsistens
  • Sæt massen til side, og snit løg og hvidløg fint
  • I en anden gryde tilsættes ca. 2 spsk. olie (fra de soltørret tomater) og varmes godt op
  • Svits løg og hvidløg til de er blancheret/bløde
  • Opløs grøntsagsboullionterningen i 2 dl kogende vand og tilsæt væsken i gryden
  • Tilsæt herefter den blendede masse fra tidligere til gryden
  • Rør forsigtigt rundt indtil saucen er ensartet i konsistensen
  • Tilsæt timian, sukker og limesaft
  • Smag til med salt og peber
  • Hvis du har har børn som ikke er glade for løg-stykker, kan du med fordel blende saucen med en stavblender direkte i gryden.
  • Lad retten simre mens pastaen koges færdig
  • Sigt vandet fra pastaen og kom den kogte pasta op i saucen
  • Anret og drys gerne med salt, peber og frisk timia


Serveringstips:

  • Du kan med fordel tilsætte veganske 'kyllingestykker' fra f.eks. Like Meat eller Halsäns Kök til pastaretten for at øge proteinindholdet.
  • Du kan ligeledes drysse lidt revet vegansk ost henover den lune pastaret


Velbekomme - og tak fordi du læser med.

Anbefaling af vegansk og glutenfri fløde:

1) Alpro Cooking, se ingredienslisten nedenfor. Kan købes i Bilka, Føtex, Ca 15 kr. for 250 ml.
Konsistens: tyk og cremet.
Smag: Er ret smagsneutral i rettet og derfor en af mine yndlings.

2) Ama madlavningsfløde (alternativ til fløde) 4%, se ingredienslisten nedenfor. Kan købes i Bilka og Føtex. Ca 10 kr. for 330 ml.
Konsistens: Ret tynd og lidt grynet, men fungerer fint i maden. Det var blandt andet den jeg brugte til denne opskrift.
Smag: Smager heller ikke af det helt store, derfor ligeledes nem at kamuflere i maden.

Synes godt om