https://nouwcdn.com/v301/u/16/1404016/619/202201181249204372.jpg

Tortillapandekager / Chia-tortillapandekager

Jeg har før delt opskriften, men får flere henvendelser på at folk ikke kan finde den, da den er udgivet som "Glutenfrie wraps med butternut squash-falafel og kikærteknas."
Derfor har jeg denne gang delt opskriften KUN for tortillapandekagerne.
Opskriften ses nedenfor, og giver ca. 8-12 stk. (alt efter størrelse på dine tortillas)



Ingredienser:
5-5 ½ dl mel*
2 ½ tsk. bagepulver, glutenfri
1 tsk. salt
6 spsk. kokosolie, smeltet
2 dl vand, varmt
Kartoffelmel til æltning
Evt. 1/2 dl. chiafrø

*Jeg bruger ofte en blanding af havremel og finax lavprotein/rismel. Ønsker du “ægte” tortillas så brug fint majsmel og f.eks. boghvedemel. I Mexico er tortillas oprindeligt lavet med majsmel.


Fremgangsmåde:
Jeg bruger en køkkenmaskine. Har du ikke sådan en, så brug gerne en elmikser ellers kan du godt ælte det i en røreskål med hænderne. Men de to første forslag synes jeg er de bedste.

Mel, bagepulver, salt, kokosolie og evt. chiafrø røres sammen med medium hastighed.
Langsomt hælder du det varme vand i, imens maskinen stadig er i gang.
Dejen skal være en smule fugtig, og blød at røre ved. (Den skal ikke hænge fast i dine hænder når du røre ved den). Form dejen som en kugle med hænderne og sæt den til, at hvile imens du finder en stegepande frem.

Panden skal være tykbundet (f.eks. støbejern eller anden tykbundet nonstick-pande).
Varm nu panden op med medium varme i ca. 5-10 minutter (5 min. ved brug af non-stick og 10 min. ved brug af støbejern). Skru ned til lav temperatur, når panden er opvarmet.

Drys kartoffelmelet ud på bordet. Tag en lille klump dej på størrelse med en ½-1 dl.
Form dejen i dine hænder – til en lille “pizza” på ca. 8-9 cm.
Rul dejen ud på bordet med en kagerulle.
Tortillaen skal være meget tynd og være på størrelse med din pande i diameter.

Steg tortillaen i ca. 30-50 sekunder på hver side. (Det er vigtigt, at dejen er blevet rullet tyndt ud, ellers vil den ikke blive bagt ordentligt inden i.)



Tips:
For at holde tortillapandekagerne “bløde” så læg dem på en tallerken med et viskestykke over.
Hvis du skal lave rigtig mange så brug et håndklæde, da det holder dem bløde og varme.
Ønsker du, at gemme dem i et par dage så put dem i en lufttæt beholder eller pose med lukkefunktion, og put dem i køleskabet. De kan holde i ca. 3 max 4 dage.


Andre opskrifter med tortillapandekager:
- Nachos med fyld
- Lynhurtige pizzaer
- Tortillas med butternutsquash-falafler
- Tortillaschips
- Tortillaschips (Halloween-edition)


Velbekomme - og tak, fordi du læser med!

Synes godt om