https://nouwcdn.com/v301/u/16/1404016/619/202201181249204372.jpg

Veganske boller med juice-pulp.

Når man laver hjemmelavede juicer - om det er på en saftcentrifuge eller slowjuicer er ligegyldigt - så drikker man juicen og smider normalt pulpen / "frugtaffaldet" ud. Det er en kæmpe fejl! Stop det nu, og brug denne pulp i din dagligdag.
Der er stadig nogle vitaminer tilbage i pulpen, så hvorfor ikke gøre brug af det?
Men hvad kan man bruge det til? Der er så mange forslag til hvad man kan bruge pulpen til. Men en af de rigtig gode er i bagværk! :D Hvis du ikke står og skal bage nu og her, så frys det ned indtil. Derudover kan du bruge pulpen i "dunser", "bøffer",  supper, pandekager, smoothies eller bland det sammen med morgengrøden.
Denne gang har jeg brugt juicepulpen til et portion sunde glutenfrie og veganske boller. Jeg fik ca. 10 stk.


Ingredienser:
7 dl mel, f.eks. havremel
1 dl mandelmælk / sojamælk
1 dl lunkent vand
2 spsk. kokosolie / plantemargarine, smeltet
3 spsk. Sukrin gold / sukker
1/2 pk. gær
2 spsk. hørfrø eller chiafrø*
4 spsk. vand
1 tsk. salt
1-2 dl juicepulp**

*Jeg plejer at bruge chiafrø hvis jeg ikke har hørfrø på lager til at lave hørfrøæg. Lad chiafrøen stå og gelere 2-8 min i vandet før det røres i dejen. Det skal blive lidt tykt før det røres i. Du kan også bruge begge hvis du vil det. Altså hørfrøæg + 2 spsk friske chiafrø i dejen.

*Jeg havde lavet juice med ingefær, gulerod og æbler. Resterne/"affaldet" kaldes pulp. Denne er fantastisk til at bruge i bagværk.
Andre juice-pupler kan også bruges.
Har du ikke noget juicepulp så kan du bruge revet gulerod eller undvære det helt, men så husk at fjerne ca. 1 dl mel fra ingredienslisten. 

Fremgangsmåde:
I en skål kommes lunkent vand og gær. Rør rundt indtil at gæren er opløst.
I en gryde kommes 2 spsk. hørfrø og 4 spsk. vand, og koges hurtigt op. Rør rundt imens. Sluk og stil det til side i et par minutter.
Imens kommes i plantemælk, kokosolie, sukrin gold, salt. Rør rundt og kom "hørfrøægget" fra gryden i. Tilsæt gærblandingen, og rør det hele sammen.
Tilsæt melet lidt efter lidt.
Rør ekstra godt i 5-10 minutter.

Stil dejen til hævning et lunt sted i 30 minutter.
Form bollerne og lad dem efterhæve i yderligere 30 minutter.
Tænd ovnen på 200 grader.
Pensl med olie og bag bollerne i ca. 25-40 min. (Afhængig af hvor meget juicepulp der er i dejen, og ovn. Bager du uden juicepulp så bag dem i ca. 20-25 min.) 

Velbekomme - og tak, fordi du læser med!

Synes godt om