Veganske p-tærter

P-tærter er en meget populær snack hos danskerne, og vi har guffet dem i os siden 1953.
P-tærtens navn kommer af ordet "peanuts" og at de er formet som små tærter.
Siden jeg blev veganer har jeg virkelig savnet p-tærterne, og derfor har jeg lavet denne lækre og meget nemme efterligning af Carlettis klassiker.
Jeg synes, at de passer rigtig godt som julekonfekt, ellers kan de selvfølgelig også spises resten af året. ;)

Opskriften giver ca. 15-20 små p-tærter.

Ingredienser:
150 g chokolade
75 g veganske skumfiduser*
80-90 g peanuts

* Store eller mini skumfiduser kan begge bruges. Veganske skumfiduser kan købes på f.eks. her Veganandsnacks.dk

Fremgangsmåde:
Hak chokoladen i mindre stykker, og kom det i en skål over et vandbad. Smelt ved lav temperatur, og rør forsigtigt rundt i skålen imens chokoladen smeltes.
Skær skumfiduserne i mindre stykker og kom dem op i en skål.
Hak peanuts i grove og fine stykker, og kom det oveni skålen.
Hæld det smeltede chokolade over skumfiduser og peanuts.
Rør det rundt med en spiseske, og tag en spiseske fyldt med "p-tærte-masse" og placer det på et stykke bagepapir. Sæt på køl, og lad chokoladen størkne helt.

Spises straks, eller opbevares i en lufttæt opbevaringsboks på køl.


Velbekomme - og tak, fordi du læser med!

Synes godt om