Klik her og køb min kogebog:

CHOKOLADE NICECREAM-BOMBE ;)

Er du træt af, at bananer hurtigt bliver brune og alt for modne og bare smides ud? Fortvivl ikke - GEM BANANERNE - skær dem i skiver, frys dem, og du er næsten klar til at lave den lækreste og cremede banan-is. Bedre kendt som "Nicecream"!

Nicecream er frosne bananer, som blendes til en cremet isagtig konsistens.
Denne "is" kan f.eks. spises med god samvittighed til morgenmad (ja, du læste rigtigt), når den lille sult melder sig og som aftensnack.
Det er en sund udgave, da den ikke indeholder hverken fløde, mælkeprodukter eller sukker (kun naturligt frugtsukker og hvis de øvrige ingredienser er tilsat sukker).
Bananer er i sig selv sunde da de indeholder ca. 74 % vand, 1 % protein, 23 % kulhydrat, 0,5 % fedt og 2,6 % fibre. Dog er der forskel på hvor moden de er. F.eks. så indeholder en umoden (grønlig) banan mere stivelse (kulhydrater), end en moden banan. En moden banan er meget sødere i smagen end en umoden.
Derfor vil du få den lækreste smag i din is, hvis du bruger ekstra modne bananer.
Det er nemt og der findes et hav af opskrifter på Nicecream.
Jeg lavede en lækker en med chokoladesauce, peanutbutter og nødder til morgenmad.
Opskriften ses nedenfor og svarer til ca. 2 snack-portioner eller ét måltid.



Ingredienser:

ISEN:
5 bananer, frosne*
1-2 spsk. plantemælk
2 tsk. Chokoladesauce, Zerotopping fra Bodylab**
1-2 spsk. peanutbutter
Evt. lidt kanel (kan undlades)

TOPPINGEN:
Chokoladesauce, Zerotopping fra Bodylab**
Hasselnødder, hakkede
1-2 tsk. kakaonibs
Mørk chokolade, hakkede

*Jeg bruger de små økologiske. Bruger du store almindelige bananer, så brug ca. 2-3 stk.
**Du kan også bruge alm. chokoladesauce eller kakaopulver.

Fremgangsmåde:

Dagen før
(Jeg har altid bananer i fryseren, så de er klar til at laves til is) skæres bananerne i skiver og fryses.
Jeg løsfryser dem først hvor de lægger på et skærebræt med bagepapir. Efter ca. 30-40 min i fryseren puttes de i fryseposer og fryses alm.

De frosne bananer tages ud af fryseren ca. 5-8 min før de skal bruges.
Bananerne puttes i en foodprocessor, blender eller minihakker sammen med plantemælk, (kanel), peanutbutter og chokoladesauce. Blend til en cremede konsistens.

Nu anrettes isen.
Dekorer de små glas, med chokoladesauce på indersiden før du fylder isen halvt op i glasset. Drys nu med lidt hakkede nødder, chokolade og kakaonibs. Fyld resten af isen i glassene og top med chokoladesauce, hakkede nødder og chokolade.

Spises straks!

Velbekomme - og tak, fordi du læser med!

Synes godt om

Kommentarer