Lakridsgrød med æbler og knas.

Jeg startede min morgen med en stor portion af denne lakridsgrød. Det smager fantastisk, og mætter rigtig godt.

Lakrids er fremstillet af rodudløberne fra lakridsplanten. Lakrids blev anvendt i Kina for ca. 5000 år siden, og der er fundet lakrids i Tutankhamons grav i Egypten (ca. 1350 f.Kr.). De gamle grækere kendte til lakridsens nyttige egenskaber mod astma, tør hoste og brystsmerter. Lakridsrod var desuden kendt for at modvirke tørst. I Danmark blev lakridsen også oprindeligt anvendt som medicin. Det betød at lakrids kun kunne købes på apoteket.

Den rå lakridsrod blev populær som slik i slutningen af 1800-tallet. Fra slutningen af 1800-t. blev der importeret lakridsslik fra England og Tyskland. Fremstilling af lakrids som slik begyndte i Danmark for alvor i 1920'erne, og produktionen tog rigtig fart i 1930'erne og efter 2. Verdenskrig.

Lakridsplanten er meget populær i dag, og dyrkes især i Rusland, Iran, Spanien og Indien. Rødderne er modne til at blive høstet efter 3-4 år. De tørrede, pressede rødder knuses. I dag finder man lakrids i rigtig mange retter, og I skal bestemt ikke snydes for denne lækre lakridsgrød. Opskriften giver to mindre portioner grød eller én stor.


Ingredienser:
5 dl vand
3 dl havregryn
1/2 æble
2 spsk. lakridspulver eller 1 tsk. lakridsaroma
1-2 spsk. sirup eller andet sødemiddel
2 spsk. chiafrø


Topping:
10 mandler
Friske bær / frugter
1/2 æble

Fremgangsmåde:
I en gryde kommes vand og havregryn. Lad det koge langsomt op.
Hak æblet i små tern og kom det og chiafrø oveni.
Efter ca. 5 min kogen tilsættes lakridspulver og sirup. Smag til.

Lad det småsimre indtil du synes at grøden har den rette konsistens.
(Jeg bruger gaskomfur, så min grød koger ca. 6-7 min i alt. Derfor afhænger det af dit komfur og hvordan du helst vil have din grød.)

Anret i et par skåle, og dekorer med hakkede mandler, frisk frugt og æbletern.


Velbekomme - og tak, fordi du læser med.



Synes godt om

Kommentarer