Klik her og køb min kogebog:

Sommerfrisk jordbærtærte med appelsincreme

Nu er sommervejret endelig kommet til Danmark her i maj. Når man siger sommer, siger man også jordbær.
Jordbær har været spist i Danmark i årtusinder. Frederik 2.s mor, enkedronning Sophie, fik i 1595 bær tilsendt fra Mecklenburg til sit hjem på Nykøbing Slot. I 1603 bestilte hun 173 potter jordbær fra Rosenborg til at sætte på brændevin. Siden da er jordbær blevet endnu mere populært og hører sommeren til. Om det så er jordbær med fløde, jordbærsaft, jordbær-koldskål eller jordbærtærte.
I weekenden lavede jeg den lækreste sommerfriske jordbærtærte med appelsincreme og chokoladekage med vidunderlig hindbærskum til en picnictur i det dejlige sommervejr. Jeg fik rigtig meget positiv feedback, og derfor har jeg valgt at dele opskriften med jer.

(De var blevet lidt smattet efter en længere tur i tog og solens stråler og varmegraderne, men var stadig vildt lækre)

Ingredienser:

BUNDEN:
200 g boghvedemel
1 tsk. bagepulver, glutenfri
120 g plantesmør eller kokosolie (køleskabskoldt)*
70 g flormelis eller sukrin-melis
4 spsk. hørfrøslim*
1 tsk. salt

*Køleskabskoldt, for at det er nemmere at samle massen.
**Hørfrøslim er en erstatning for æg og er nemt at lave: 8 tsk. hørfrø koges sammen med 2 dl vand i en gryde. Efter det har kogt i ca. 5 min., sigtes det igennem en si og stilles på køl i 10-15 min., så det tykner ordentligt. Hørfrøslimen kan fryses og bruges senere hen.
Ud over hørfrøslim kan No-Eggs-æggeerstatning også bruges.

MARCIPANLAG: (Kan godt undlades, men vil ikke anbefale det)
70 g plantesmør
170 g marcipan
100 g sukrin eller sukker
1 dl ris- eller sojamælk
1 dl boghvedemel
1 tsk bagepulver, glutenfri

APPELSINCREME:
1 brev kagecreme*
3 dl ris- eller sojamælk
1 stor ds. kokosmælk, fuldfed (køleskabskold**)
1 tsk. revet appelsin- og citronskal
1 tsk. appelsinsaft

* Dr. Oetker-kagecreme er vegansk og glutenfri.
**Kokosmælk SKAL have stået på køl i min. 6 timer eller mere før brug. Kokosmassen skal nemlig være helt fast og hård.


ØVRIGT:
400 g jordbær
Appelsinskal, revet
100 g chokolade, mørk

GELÉ: (Kan godt undlades, men vil ikke anbefale det)
½ dl saft*
1 tsk. agar-agar-pulver**

*Jeg brugte rød sød saft. Derudover kan der bruges f.eks. hyldeblomstsaft.
** Naturlig erstatning til hudblas.

Fremgangsmåde:

BUNDEN:
Først laves hørfrøslimen, så den er tyknet og klar til at blive brugt i dejen.
Smuldr smørret i en skål, og bland de øvrige ingredienser med smørret.
Ælt dejen godt sammen.
Pak dejen ind i folie, og stil på køl i min. 30 min.

APPELSINCREME (1. del):
Pisk brevet med kagecreme sammen med mælken. Pisk i ca. 6-8 min med en håndmikser.
Stil på køl.

MARCIPANLAG: (Kan godt undlades, men vil ikke anbefale det)
Rør plantesmør, smuldret marcipan og sukker godt sammen, gerne med en håndmixer eller i en køkkenmaskine.
Tilsæt mel og bagepulver og lidt plantemælk ad gangen.
Pisk i et par minutter og sæt nu på køl.

BUNDEN/MARCIPANLAG:
Tag nu dejen ud af køleskabet og fordel dejen i en tærteform.
Fordel nu marcipanmassen ovenpå.
Bag i ca. 20 min ved 180 grader, varmluft.
Når den er bagt, tages den ud og køles helt af.

CHOKOLADE:
Smelt chokoladen, og fordel den oven på den afkølede bund/marcipanlaget.
Chokoladen skal være helt afkølet og størknet, før du går videre. Jeg plejer at sætte den på køl i 10-15 min.

APPELSINCREME (2. del):
Den fede del af den køleskabskolde kokosmælk skal nu piskes.
Når kokosmælken har været på køl, deles indholdet i to. Kokosvand og en fast kokosmasse. Det er den faste hvide kokosmasse, du skal bruge.
Den skal piskes til flødeskum med en håndmikser. (Pisk i ca. 6 min)
Vend kagecremen (1. del) og revet citron- og appelsinskal samt appelsinsaft i “flødeskummen”.
Fordel nu appelsincremen oven på tærtebunden, og sæt den på køl igen.

JORDBÆR OG GELÉ:
Skær jordbærrene ud i skiver – eller hvordan du vil dekorere med dem.

I en gryde tilsættes saft og koges op. Tilsæt agar agar-pulveret, og sluk nu for blusset.
Rør godt rundt, og lad det køle.
Det begynder først at tykne, når saften er omkring 40 grader.
Imens dekoreres tærtebunden med jordbær.
Når saften er tyknet en smule, pensles kagen med saften.
Den bliver tyk, når den kommer på køl.
Drys med revet appelsinskal.

Sæt gerne på køl i et par timer inden servering.

Velbekomme – og tak, fordi du læser med.



Sociale Medier:
Bruger I min opskrift, må I meget gerne bruge hashtagget #Sophieschoicest, sende mig en besked eller tagge mig, så jeg kan se jeres resultat. Vil meget gerne følge med I jeres madlavning, så brug endelig hashtagget så jeg kan se når I bruger mine opskrifter. Glæder mig til at følge jer.
Følg mig her InstagramFacebook eller Twitter.

Synes godt om

Kommentarer