Vegansk jul: Det bedste farsbrød

Indeholder tilknyttede links
Vegansk farsbrød, når det er bedst - til juleaften eller bare et lækkert måltid.
Jeg har prøvet mange forskellige alternativer til farsbrød, men denne gang er opskriften helt perfekt. Derfor har jeg valgt at dele den med jer!
Der kan både bruges Soy4you "sojakød" eller Santa Maria vegetarian taco mix. Hvis der bruges S.M så brug færre krydderier, da der er smag i S.M.

Hvad er "sojakød"?
Det er et naturligt og sundt alternativ til hakket kød. Det er fyldt med fibre, protein, vitaminer & mineraler er det velegnet til brug i al madlavning for at erstatte kød. Derfor passer det helt perfekt som farsbrød.
Soy4you er baseret på 100% sojabønner. Sojabønner indeholder ikke gluten.
Sojabønnen er en af de mest proteinrige fødevarer der findes.
Soy4you indeholder mere end 65 % protein og har en optagelighed af de mange proteiner på tæt ved 100 % og er dermed en virkelig effektiv kilde til en proteinrig kost. Endvidere indeholder sojaprodukter fra Soy4you hele 20 % kostfibre og blot 1 % fedt og har alle de essentielle aminosyrer. Altså er Soy4you et sundt og nærende alternativ til kød.

Opskriften giver et stort farsbrød, til ca. 3-4 personer.

Ingredienser:

Farsen:
80 g. Soy4you, mørkt granulat (Se billede nedenfor, og forhandler)
2 bouillonterninger
6 laurbærblade
1/2 liter kogende vand
3 spsk. oregano, basilikum eller herbs de provence
1/2 tsk. cayennepeber
1,5 tsk. muskatnød, revet
2 spsk. sojasauce
1 tsk. hvidløgspulver
2 løg
1 fed hvidløg
2 små søde kartofler (eller almindelige kartofler)
3 almindelige kartofler (eller sødekartofler)
salt
peber

Dejen:
Tærtedej*
eller
50 g. gær
2 dl ris- eller boghvedemel
1 dl maizena eller kartoffelmel
60 g koldt plantemargarine (f.eks. Amo)
2 tsk. salt
1 spsk. citronsaft
1/2 - 1,5 dl iskoldt vand (alt efter meltypen, dejen skal minde om en bolledej)

*Hvis du ikke lider af glutenallergi så kan du sagtens bruge din egen tærtedej, eller den man køber (uden æg) i køledisken.



Jeg bruger en af disse to soja-kød varianter. Jeg har brugt den blå i denne opskrift, men begge kan bruges.

Fremgangsmåde:

TÆRTE:
Hvis du skal bage tærtedejen selv, så start med at lave den. Brug opskriften på "tærtedej" eller hvis du bruger den anden gøres følgende:

Gæren udrøres med 0,5 dl lunkent vand og stilles til side.
Det kolde plantemargarine smuldres ned i en skål med mel. (Gerne i en køkkenmaskine) Ælt godt. Kom nu salt, citronsaft, gær-blandingen og maizena i. Ælt. Tilsæt lidt efter lidt det iskolde vand. Vandet skal være iskoldt, for at dejen samles ordentligt.
Sæt til hævning imens "farsen" laves.

FARSEN:
I en røreskål kommes Soy4you sammen med laurbærblade og bouillonterninger opløst med 1 liter kogende vand. Røres godt sammen, og stilles til side (gerne med et låg / en tallerken over i ca. 20-30 min). (Rør i det en gang imellem.)

Kartoflerne (begge slags) skæres ud og kommes i en gryde med kogende vand. Lad dem koge indtil de er møre.
Mos dem når de er kogte.

Soy4you-bladingen sigtes i en trådsigte - og laurbærblade fjernes - og der må gerne klemmes en del væske ud af blandingen. Så undgår du nemlig et vådt farsbrød ved bagningen.

Kom blandingen op i en skål, og kom hakket løg, presset hvidløg, krydderier, "kartoffelmos".
Rul tærtedejen ud og fordel "farsen" i midten (gerne aflangt) ovenpå.
Pak dejen omkring "farsen" og rul den forsigtigt rundt således at lukningen er forneden.

Skær et par små riller i dejen, og evt. pensl med olie og drys med salt og krydderier efter eget valg.

Bages ved 200 grader i ca. 30-35 minutter. (Skal være færdigbagt og gyldent)

Velbekomme - og tak, fordi du læser med!

Synes godt om

Kommentarer